Hvor meget motion og aktivitet har min hund brug for?

Er du også i tvivl? Så skal du læse med her!

 Hvilke faktorer er afgørende? 

Vi ved alle, at en hund har brug for daglige gåture, hjernestimuli og leg for at leve et godt, sundt og tilfredsstillende liv. Men hvor meget er egentlig nok?

Ser man på det helt generelt har enhver hund, som absolut minimum brug for én gåtur på mindst 30 minutter hver dag. Hertil kommer leg og hjernestimulering. Det kan eksempelvis være at du har en senior hund med gigtproblemer, som får sit behov opfyldt med to daglige gåture på 15 min., samt leg og snusearbejde.

Langt de fleste har dog brug for meget mere. Vidste du, at nogle hunde kræver mere end to timers fysisk aktivitet om dagen?

 

-Størrelse og race

Du skal endelig ikke lade dig narre af, at en lille hund ikke kræver meget motion eller at en stor hund har uudtømmelige mængder energi.

Derimod skal du sætte dig ind i, hvad din hunds race er opdrættet til at lave. Har du en hyrdehund, det kan eksempelvis være en Belgisk Hyrdehund, Border Collie, Retriever eller Schæferhund, som er opdrættet til at hyrde/arbejde med høj intensitet og energi. For at tilfredsstille en sådan hund er det nødvendigt med 60-90 minutters højintens motion (tur i skoven, løbetur), 2-3 sessioner med leg og meget vigtigt; mentaltræning såsom lydighedstræning eller snuearbejde hver dag.   

 Ovenstående gælder også i store træk for jagthunde, men kig altid på racens specifikke funktion for at afgøre hvad og hvor meget. Myndehunde er jagthunde, men er opdrættet til korte, men meget højintense sessioner med sprint, hvorimod Støvere (f.eks. Beagle, Bassethound) er skabt til at være meget udholdende i længere perioder.  

Terrier, Dansk-Svensk gårdhund, Tjekkisk Rottehund og andre hunde, som er opdrættet til at fange og bekæmpe rotter, har på trods af deres størrelse stadig brug for meget motion, og gerne leg og træning, som indeholder elementer med pive-dyr, som de kan samle op og få lov at lege ruske-leg med. Og lige et hurtigt råd til dig med en hund som elsker at lege ruske-leg - leg det kun i kort tid, lad altid hunden vinde, sørg for at din hunds nakke holdes i en naturlig position og leg ALDRIG for voldsomt. Ruske-leg er hårdt for nakken og vi skal være forsigtige.    

Har du en hund som er brachycephal ((brachy = kort, cephal = hoved) f.eks. Mops, Griffon eller Fransk Bulldog, skal du være ekstra påpasselig med leg og motion. Fordi næseknoglen er avlet kort på disse racer, har de ofte vejrtrækningsbesvær og selvom de gerne vil lege eller gå en tur med dig, har de nogle gange behov for pludseligt at lægge sig. Dette hænger ofte sammen med den mere eller mindre besværede vejrtrækning. Disse racer har også ofte svært at regulere kropstemperaturen på varme dage, fordi den mængde luft, som kan passere gennem næse og svælg, når hunden halser, er mindre end hos andre racer - det øger risikoen for besvimelse og hedeslag, og kan true hunden på livet*.

 Alle hunderacer har brug for daglige gåture og disse kan ikke erstattes af ekstra leg eller træning. Daglige gåture giver din hund mulighed for at udforske, snuse, lytte, møde nye mennesker og hunde – altså alt det som gør, at de er hunde.  

Husk, at en hund har brug for lige så meget stimuli til hjernen, som fysisk aktivitet. Manglende motion og mentalstimuli kan føre til kedsomhed, frustration eller destruktiv adfærd.

 

-Kontinuitet

En anden vigtig faktor er, at din hund får den samme mængde motion og stimuli hver dag. Det er en rigtig dårlig ide at øge din hunds aktivitet markant over meget kort tid. Derimod bør øgning foretages over en længere periode, dette gælder både fysisk aktivitet og metal aktivitet. Du kan for eksempel sagtens træne en fuldvoksen chihuahua op til at gå 8 kilometer, hvis den er veltrænet og vant til denne form for motion. Lange gåture bør for alle hunderacer indeholde naturlige pauser og bør foregå i hundens tempo.

 

-Alder og helbred

En anden vigtig ting, som du skal tage højde for, er din hunds alder og sundhedsstatus. Er din hund senior og lider af gigt, bør du tage højde for dette når de daglige aktiviteter skal udføres. Vi vil altid anbefale at en ældre hund får gåture frem som løbeture, da en gåtur er mindre belastende. Selvom din hund er senior, har den stadig behov for at opleve gåture hver dag, og daglig motion er vigtigt for at holde led og muskler i gang. Har din seniorhund syns eller hørenedsættelse anbefales det at gå kendte ruter, som din hund er tryg ved.

  

For meget eller for lidt
Prøv at vende frasen ’ Jeg kunne godt tænke mig en (hunderace) fordi …’ om til ’Jeg kan tilbyde en hund …’  Så sikrer du dig at din hund/hunderace passer bedre til, hvad du har at tilbyde den. Det er meget forskelligt hvad og hvor meget vi mennesker kan tilbyde en ny hund i familien. Husk at børn og teenagere aldrig kan stå alene med ansvaret for et dyr. Det primære ansvar vil altid påhvile en voksen.

Det vil altid komme an på ressourcer, livssituation og interesser, men har man sat sig ind i og erkendt overfor sig selv (og hinanden), hvad man har at tilbyde, så er man godt på vej til at få en glad og sund hund. 

 

*Dansk Dyrlægeforening